Jager jagter toppen

Tålmodig og ambitiøs. Maja Jager var den allerførste dansker, der blev udtaget til OL i Tokyo. Hun drømmer om at få sin tålmodighed belønnet med medaljer.
12. jul 2021
Tålmodig og ambitiøs. Maja Jager var den allerførste dansker, der blev udtaget til OL i Tokyo. Hun drømmer om at få sin tålmodighed belønnet med medaljer.

Hun har ventet og ventet, og så har hun lige ventet lidt længere, siden hun som den første dansker blev udtaget til OL i Tokyo for over halvandet år siden.

Det var før, der var nogen, der havde hørt om Covid-19 og corona-pandemi. Men NU er bueskytten Maja Jager klar til at udløse spændingen - og pilen. Og hun sigter mod midten af skiven og toppen af skamlen.

“Det er små detaljer, der afgør det, så det er svært at forvente noget i bueskydning. Men jeg har prøvet at stå på toppen, så det er da det, jeg drømmer om igen,” siger den 29-årige fynbo, der i 2013 blev verdensmester i Tyrkiet.

Nu drømmer hun om endnu en dansk guldmedalje:

“Ja, der er mange om buddet, men det er da drømmen, og så kan man lige så godt sigte efter det,” siger hun, og tilføjer, at mindre nu også kan gøre det.

Skuffelsen
Maja Jager fik sin OL-debut i London, mens hun ikke kvalificerede sig til OL i Rio. Og skuffelsen over ikke at komme med sidste gang gør, at hun sætter ekstra stor pris på at være med i Tokyo.

“Jeg tror, at det gør, at det er endnu federe at være med denne gang, fordi jeg ikke formåede at komme med sidst. Det gør, at jeg ved, at det her ikke er noget, man bare lige gør. Så OL har fået mere værdi for mig,” siger hun.

Foto: Lars Møller

Siden London 2012 er Maja Jager blevet både ældre og mere erfaren, og det satser hun på at drage nytte af i Tokyo.

“Det er en fordel, at jeg ved nogenlunde, hvilket setup det er. Jeg har prøvet det før, det her med at være en del af den olympiske by, og en stor dansk delegation. Jeg tror, at jeg har gode erfaringer, som gør, at jeg står skarpere til det her OL end til OL i ‘12. Erfaring er en stor del af bueskydning, og det er ikke så fysisk præget som andre sportsgrene. Så at man er ældre og klogere, det gør kun en
bedre,” siger hun.

Det er dog ikke kun erfaringen, der tæller til Maja Jagers fordel. I Tokyo er der stor risiko for, at bueskytterne kommer til at kæmpe med vinden. Og det vil være fint.

“Min trackrecord i vind er ret god. Alle skyder ringere, når det blæser, og det er lidt mere tilfældigt, men generelt har jeg en stærk teknik til at skyde i vind,” fortæller hun - og krydser fingre for, at vinden blæser hendes vej.

FACTS:
Navn: Maja Jager
Alder: 14. oktober, 1993
Sportsgren: Bueskydning, recurve
Tidligere OL-deltagelse: London 2012
Udvalgte resultater: VM-guld individuelt 2013, VM-bronze hold 2013, European Games-sølv individuelt 2015, EM-sølv individuelt 2018, European Gamesbronze hold 2019
Priser: Årets Sportsnavn i Danmark 2013