DIF bringer nyt talkshow i den skæve genre

Hvordan kommer du op på hesten, når du ikke har ben? Hvad hedder ’Kan du være sød at tørre lorten af mit dæk’ på japansk? Hvilken kropsdel kan du bedst lide ved dig selv? Det er alt sammen spørgsmål, som på krøllet vis har fundet vej til det nye talkshow ’Benspænd’, som nu får premiere på sociale medier.
15. jan 2021
Hvordan kommer du op på hesten, når du ikke har ben? Hvad hedder ’Kan du være sød at tørre lorten af mit dæk’ på japansk? Hvilken kropsdel kan du bedst lide ved dig selv? Det er alt sammen spørgsmål, som på krøllet vis har fundet vej til det nye talkshow ’Benspænd’, som nu får premiere på sociale medier.

’Benspænd’ sætter fokus på nogle af de danske atleter, der kæmper om en plads til de Paralympiske Lege (PL) i Tokyo til sommer. I programmet nyder vi godt af værten, Peter Rosenmeiers twistede humor, personlige erfaringer og ikke mindst evnen til at skubbe lidt til berøringsangsten.

En god snak i bløde stole
’Benspænd’ er fyldt med humor, uhøjtidelighed og skæve koncepter, som fx den ’Japanske parlør’ og ’Handi-barometeret’. Gæsterne i studiets bløde stole tæller både PL-aktuelle atleter og legender, og det er dialogen med den paralympiske mester i bordtennis, Peter Rosenmeier, der gør os klogere på, hvem vores dygtige danske para-atleter er, deres handicap og sportsgren.

Udover gæsterne medvirker også børn fra både Japan og Danmark, der assisterer med japanske gloser og skarpe spørgsmål.

Et flerstrenget formål
Med udsættelsen af de Paralympiske Lege til 2021 fik DIF en oplagt mulighed for at gå med på Peter Rosenmeiers idé om at udvikle et program i den skæve genre. Et program, der kan lidt mere end det traditionelle portræt eller sportsinterview. Og formålet er flerstrenget:

”Vi ønsker både at gøre folk klogere og nysgerrige på de atleter, som kæmper for Danmark - og samtidig sætte fokus på berøringsangst og fordomme. Derudover vil jeg gerne vise, at vi atleter ikke er bange for at snakke om vores handicap, og at det er en vigtig del af vores historie,” fortæller Peter Rosenmeier, der er både regerende europamester, verdensmester og paralympisk mester i bordtennis - og nu også talkshow-vært.

’Benspænd’ er inspireret af det engelske program ”The Last Leg” fra Channel 4. En kanal, der på mange måder er forbilledlige, når det kommer til dækningen af de Paralympiske Lege. Oveni hatten er der puttet lidt ’Natholdsdynamik’ og vi håber, at vi med ’Benspænd’ kan udnytte ventetiden frem mod Tokyo og skabe opmærksomhed og øge kendskabet til vores dygtige danske para-atleter.   

Se med
Programmet bliver sendt hver fredag på facebooksiden ’Danmark til PL’

I det første afsnit indvier Rosenmeier og Louise Willerslev-Olsen programmets helt eget handi-barometer og får en snak om, hvor handicappede, de synes, de selv er. Peter Rosenmeier er født med en arm- og bendefekt og Louise Willerslev-Olsen fik som etårig en meget speciel virusinfektion i kroppen, hvilket er årsagen til, at hun sidder i kørestol, når hun spiller tennis. Hun er Danmarks bedste og drømmer om en billet til de Paralympiske Lege.

Se første afsnit:

Se også afsnittet, hvor Peter Rosenmeier gir berøringsangsten et los bag i og tager den paralympiske legende Mansoor Siddiqi i McDrive for at fuldføre et eksperiment. Det er yderst underholdende!:

Holdet bag:

'Benspænd' er produceret af Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med Parasport Danmark. Til sommer skal værten, Peter Rosenmeier, deltage for femte gang i de Paralympiske Lege.