Thy Cablepark

Indstilling


Vi på Surfgaarden vil med stor glæde indstille Thy Cablepark til årets idrætsforening. Vi er et rehabiliteringstilbud til veteraner med PTSD. Vi er i vores tilgang inspireret af Ocean Therapy, hvor vi blandt andet med vandaktiviteter kan bidrage til at få veteranerne på sporet af et bedre liv.

Vi har derfor igennem de sidste 2 år haft et tæt samarbejde med Cableparken. Vi har haft store krav til vores samarbejde, da vi har med socialt udsatte mennesker at gøre, som har behov for ekstra støtte. Derfor var det vigtigt, at der ikke var åbent for andre, når vi var der, at det var fast genkendeligt personale, som var i Cableparken, og at vi kunne rykke og flytte aftaler, hvis det var nødvendigt.

Disse krav er blevet opfyldt, og vi har fra dag et følt os velkomne og forstået. Vi har fra dag til dag kunnet lave aftaler, og har ligeledes kunnet aflyse aftaler, hvis dette var nødvendigt, og hver gang er vi blevet mødt med forståelse.

Vores beboere har fået et helt særligt forhold til den ene medarbejder, Christian Mehl, som nærmest er blevet en del af vores personalegruppe, og undertiden har flere af vores beboere haft mange gode snakke med Christian. Hvis ting skal lykkedes med vores beboere, skal der være tillid og relation, og disse ting har Cableparken givet os de sidste to år.

Derudover har Cableparken det sidste år renoveret, udvidet gevaldigt og er blevet et lokalt samlingspunkt for unge og ældre. Unge mennesker har igennem sommeren benyttet sig af banen, og ældre har brugt stedet som et sted, hvor de kommer og nyder stedet og oplever en fantastisk energi og glæde. Fra nær og fjern er der sommeren igennem kommet turister fra hele Danmark og specielt Tyskland, og Cableparken – Cold Hawaii inland er noget der tales om i hele Danmark.

Læs også en anden indstilling af Thy Cablepark 

Juryen udtaler:

På baggrund af et ekstraordinært frivilligt arbejde og et moderne blik for idrætsudvikling gennem faciliteter har den foreningsbaserede kabelpark skabt et unik grundlag for et vandsportsmekka i Danmark. Thy Cablepark er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan forene forskellige idrætsgrene lokalt og nytænke måden at drive idrætsudvikling.