Cykling odense

Der er ikke mange foreninger, der lægger lige så meget hjerteblod og hårdt arbejde i indsatsen for den lokale ungdom, som Cykling Odense.

Hele 140 dage om året summer foreningens indendørs cykelbane af liv og glade dage, når et stort hold af foreningens ældre frivillige tager imod skolebørn, der skal prøve kræfter med cykelsporten.

Cykling Odenses populære skolearrangementer betyder årligt mellem 6.500 og 7.000 besøg af skolebørn fra Odense og omegn, som får lov at prøve kræfter med flere forskellige cykel-discipliner ved cykelbanen, - og det kunne have været endnu flere, hvis der var plads: Hvert år når Cykling Odense offentliggør programmet med årets skolearrangementer, går der sjældent længe, før foreningen må melde ’alt udsolgt’.

Både motion og konkurrence

Arrangementerne handler både om motion, konkurrencer og om undervisning, der kan gøre skolebørnene til sikre trafikanter - men først og fremmest er det en sjov dag for børnene, der får en anderledes skoledag og måske blod på tanden til at prøve en ny sport.

Sådan en dag, hvor klasseværelset bliver skiftet ud med cykelbanen, er med til at ryste klassen godt sammen; og den kan være med til, at børn, der normalt ikke kommer så meget til orde i klassen, pludselig er suser rundt øverst på cykelbanen, fordi han eller hun kan noget, som de andre ikke kan.

Det er dog ikke kun skolebørnene, der får noget ud af dagen i sadlen: Også foreningens frivillige pensionister nyder godt af arrangementerne, der fungerer som en slags socialt netværk.

Positivt problem

De ældre frivillige hjælper med at gøre banen klar og de kører cykelturneringen for børnene, men de undervejs får de også morgenkaffe og morgenbrød, og de slutter gerne af med en hyggesnak, før de går. Det er med andre ord et tosidet projekt for både de ældre og de unge.

De mange unge nye cyklister har givet Cykling Odense et positivt problem og tvunget foreningen til at indføre en ugentlig begynderdag, så de nysgerrige skoleelever, kan starte forsigtigt ud, før de eventuelt melder sig ind i foreningen.

I starten kneb det lidt for de nytilkomne, for når de kom over for at træne med klubben, så blegnede de i forhold til dem, der var mere vant til sporten. Men nu har Cykling Odense indført begyndertræning hver onsdag, hvor alle kan komme kvit og frit og låne en banecykel.

Og selv om man ikke er så hurtig som de andre, så har banecykling den store fordel, at end ikke nybegynderne kommer mere end 250 meter bagud, før de er med igen.

Fakta om Cykling Odense

Cykling Odense er en Danmarks største cykelklubber, og den eneste, der ruller med alle cykelsportens discipliner.

Med den indendørs cykelbane, Thorvald Ellegaard Arena, kan klubben tilbyde aktiviteter hele året for klubbens medlemmer.

Klubben afvikler løb i både cykelcross og mountainbike, og ikke mindst verdens tredje ældste cykelløb på landevej, Fyn Rundt, for både elite og motionister.

Klubben har stolte traditioner med masser af internationale resultater ved OL, VM og EM.

Odense Cykling: Derfor skal I stemme på os

  • Cykling Odense har et helt unikt skolearbejde, med masser af glade børn.

  • Cykling Odense er klubben for alle cykelsportens grene.

  • Cykling Odense har stor fokus på trivselsmiljøet.
"Klassisk idrætsforening med fokus på bredden. De formår at samle en stor gruppe frivillige. De har hele pakken” Juryen