Boldklubben 1913

Fra international storhed til fokus på de fynske rødder. Fodboldklubben B1913 har fundet tilbage til de helt grundlæggende værdier.

Engang var Boldklubben 1913 en magtfaktor på både Fyn og i hele Danmark med en pokaltitel og store opgør mod internationale klubber som Real Madrid og FC Barcelona. Men det er efterhånden længe siden, og efter et kuldsejlet elite-projekt for en række år siden, balancerede den fynske klub med de stolte rødder på randen af et sammenbrud – nu har klubben genopfundet sig selv i en mere jordnær udgave.

I stedet for eliten satser klubben nu på fællesskabet i både ungdomsafdelingen og hos klubbens seniorer fra det nærliggende Syddansk Universitet. Alle mennesker har brug for fællesskaber og et sted at høre til - og alle er velkomne til at høre til hos B1913.

Alle børn - uanset om de er gode eller dårlige til fodbold – kan være med hos B1913. Det gælder ogå de børn, der har brug for en yderligere hjælpende hånd for at kunne stille op.

Derfor har klubben indført en ungdomsklub i klubben, der med tiltag som med fællesarrangementer, fællesspisning og lektiehjælp forsøger at få flere medlemmer til at deltage i fællesskabet udenfor banen.

“Konkurrencen er ikke det afgørende. Det afgørende er, at børn har det sjovt, også dem, som har brug for en ekstra hånd, og derfor kigger vi meget på, hvilke rammer, vi kan stille op uden for fodboldbanen. Alle skal føle sig velkomne i B1913, det er vores mål,” siger formand Erik Knudsen fra B1913.

Klubben tilbyder blandt andet hjælp til børn, der kommer fra familier, der har svært ved at finde plads i budgettet til børnenes fritidsinteresser. Helt konkret har klubben for eksempel oprettet en fodboldstøvle-børs, så aflagte fodboldstøvler, som der stadig er masser af mål i, kan gå videre til andre af klubbens medlemmer, så alle uanset baggrund kan få knopper under sålerne og græs på knæene.

Fortiden bød på store sportslige præstationer i ind- og udland. Det er drømmen i B1913, at fremtiden kan byde på en klub fyldt med drenge og piger og herrer og kvinder som kan være med i et stort fællesskab om fodbolden.

Fakta om B1913

Ungdomsafdelingen, der for få år siden var nede på kun otte medlemmer, trives i dag i bedste velgående med 150 børn og unge fodboldspillere – både drenge og piger.

Klubben ligger tæt på både letbane, busser og naturskønne områder – og så er den nabo til Syddansk Universitet og har flere seniorhold bestående af studerende.

Tre grunde til at stemme på B1913

  • Skaber fællesskaber på tværs af skoler og årgange - alle er velkomne.

  • Drømmer stadig stort som før i tiden, men nu er det mest på vegne af bredden.

  • Har på få år genrejst ungdomsafdelingen, så klubben er blevet udnævnt til DBU Børneklub.