aarhus watersports complex

Aarhus Watersports Complex (AWC) er en relativ ny forening, der er med til at skabe liv og muligheder for de lokale på Aarhus Ø - og for resten af byens borgere og besøgende.

Foreningen lægger stor vægt på, at der ikke er inddelinger og grupper, når først man er hoppet i våddragten. Uanset om man er skolebarnet, ingeniøren fra det store firma eller en studerende, der kommer lige fra forelæsningen. Når man er med, så er man på hold sammen.

Det gælder også for nogle af dem, der måske kræver lidt ekstra at få med i sammenholdet. I samarbejde med Danmarks Idrætsforening og DIF Soldaterprojekt, tilbyder AWC nemlig en sikker havn for hjemvendte krigsveteraner.

Safe zone for veteraner

Det er vigtigt for AWC, at alle skal kunne komme og have det sjovt på vandet, og derfor har foreningen et par timer hver torsdag en såkaldt ’safe zone’, hvor krigs-veteranerne kan komme og føle sig trygge, mens de benytter foreningens faciliteter og foreningen stiller instruktører til rådighed.

Veteranerne kommer i foreningen hver eneste torsdag, men der er også dem, der bliver så hooked på sporten og aktiviteterne, at de også begynder at komme som menige medlemmer de andre dage i ugen.

En af veteranerne er sågar etableret i foreningens frivillige crew, der er en gruppe på 50 frivillige, der skiftes til at tage vagten, når der er aktivitet på vandet i Bassin 7. Frivilligheden er der i øvrigt rift om ved AWC, hvert år når der skal rekrutteres nye frivillige får foreningen flere ansøgere end den kan optage.

Foreningen samler Aarhus Ø

På samme måde, som AWC har rakt hånden ud til de tidligere soldater, så indtager foreningen også en samlende rolle overfor resten af lokalområdet i den nye bydel Aarhus Ø.

Siden 2016 har AWC været pulsen og samlingsstedet for alle besøgende i den nye bydel. Det gælder både for dem, der aktivt deltager på vandet, og for dem, der blot er ude for at gå en tur eller kigge på, når der er nationale og internationale stævner på Aarhus Ø.

Den årligt tilbagevendende begivenhed Waterfest har de sidste år år tiltrukket tusindvis af tilskuere til både wakeboarding og ’dødsspring’ i international klasse.

Fakta om AWC

Aarhus Watersports Complex blev oprettet på Aarhus Ø i 2016.

Foreningen udbyder en række forskellige vandsportsaktiviteter. Primært via foreningens to kabelbaner, hvor interesserede kan prøve kræfter med for eksempel wakeboard, og vandski, hvor man bliver trukket rundt i vandet via kabler.

Foreningen, der har over 1.500 medlemmer, er åben for alle og skaber mangfoldige rammer for medlemmer og gæster. Alt sammen drevet på frivillig basis.

AWC: Derfor skal I stemme på os

  • AWC samler alle omkring glæden ved vandsport og tager et socialt ansvar, uanset status, køn eller alder - alle er velkomne.

  • AWC bidrager til lokalsamfundet på Aarhus Ø ved at tilføje foreningsaktiviteter, der kan nydes af beboere såvel som besøgende.

  • AWC har byens og måske landets bedste frivillige, som sørger for at alle bliver mødt med et smil - og så synes de i øvrigt selv, at det er det fedeste at være en del af foreningen.
”De rammer alle parametre og kommer med et idrætstilbud, der rammer plet i en idrætsørken. De er nysgerrige på hvordan de kan til trække frivillige bæredygtigt.” Juryen