DIF-pulje støtter nytænkning af ungdomsidræt
Af: Casper Hollerup
Idrætsforeninger landet over opfordres til at søge DIF's nye foreningspulje, der støtter nytænkende initiativer til glæde for de 10-18-årige. Første ansøgningsfrist er den 15. januar 2008.
Når børn bliver teenagere er der en udbredt tendens til, at de vælger idrætten fra. DIF sætter i 2008 og 2009 ekstra ressourcer ind på at bakke idrætsforeningerne op i udviklingen af nye måder til at fastholde de 10-18-årige i idrætten.
Der er i alt 650.000 kr. i puljen i både 2008 og 2009. Alle foreninger under DIF’s specialforbund kan søge puljen.
For at foreningens ansøgning kan komme i betragtning skal initiativet indeholde et eller flere af følgende elementer:
• Nye måder at organisere og tilrettelægge ungdomsidrætten på
• Nyt indhold i selve aktiviteten
• Vægt på det sociale samvær og den gode oplevelse
• Involvering af unge og kommunikation med unge
• Forankring i foreningen med henblik på varig forandring.
Ansøgningerne bedømmes ud fra originalitet, graden af ungeinvolvering samt omfang og gennemslagskraft.
Puljen uddeles af fire omgange:
• 1. marts (ansøgningsfrist 15. januar)
• 1. juni (ansøgningsfrist 1. april)
• 1. september (ansøgningsfrist 1. juli)
• 1. december (ansøgningsfrist 1. oktober).
Læs mere om puljen og hent ansøgningsskema.
10.12.2007