Gå direkte til indhold

Fra de antikke til de moderne olympiske lege

Den olympiske historie kan opdeles i de antikke lege og de moderne lege. De første olympiske lege blev afholdt for mere end 2000 år siden. I ca. 1500 år gik de næsten i glemmebogen, men i 1896 begyndte det, vi kalder de moderne olympiske lege. Siden da, har legene været afholdt hvert fjerde år.

Læs om OL's historie, udviklingen og værdierne:

  • De antikke lege 
  • Den romerske periode 
  • Nutidens olympiske lege 
  • Olympisme 
  • De olympiske vinterlege 
  • Valg af by 
  • Det olympiske charter, motto og symbol

De antikke lege
De olympiske Lege fejrer indledningen til en Olympiade, det vil sige en periode på fire på hinanden følgende år. Oprindeligt blev de Olympiske Lege holdt i oldtidens Grækenland i forbindelse med religiøse ritualer til ære for guderne. Hvert fjerde år samledes græske mænd for at dyrke guderne og deres idræt på den hellige jord og alteret, der blev indviet til Zeus, i Olympus. Året 776 f.Kr. regnedes af oldtidens grækere for år 1 på samme måde, som vi i dag regner begyndelsestidspunktet for den tidsregning (Kristi fødsel), man benytter i de fleste andre lande verden over.

Tiden dengang var altså opdelt i Olympiader, og den første begyndte altså i 776 f.Kr., den anden i 772 f.Kr., den tredje i 768 f.Kr. osv. Det var fra 776 f.Kr., at man har de første nedfældede beretninger om Olympiske Lege, men det er ikke usandsynligt, at der er blevet afholdt sådanne lege endnu længere tilbage i historien.

Oprindeligt var der kun én idrætsgren ved oldtidens Olympiske Lege, nemlig et løb over længden af stadion, 192,27 meter. Manden, der sejrede i dette løb blev hædret og fik en olivenkrans (fra 752 f.Kr. - inden da en æblegren) som præmie. En sejr ved de Olympiske Lege var det største, et menneske kunne opnå.

Den romerske periode 
54 år efter at pankrarion for drenge var blevet indført ved de olympiske lege, blev Hellas i år 146 f.Kr. en romersk provins. Hermed var det slut for grækerne at være de eneste, der måtte deltage i legene. Også for romerne var det stort og ærefuldt at vinde ved de olympiske lege.

I mere end 400 år fremover fortsatte de olympiske lege. Vindernavnene fra legene kendes helt frem til år 277 e.Kr. Fra den tid hersker der usikkerhed. Det er sandsynligt, at de olympiske lege har været afholdt hvert fjerde år, men der har måske været perioder, hvor de har været aflyst.

Den sidst kendte olympiske sejrherre var den armenske bokser Varasdates fra Arsakides, der vandt bokseturneringen ved de olympiske lege og blev den sidste registrerede olympiske mester i år 369 e.Kr. Til gengæld kendes hans navn af hver en skoleelev i nutidens Armenien.

I år 330 e.Kr. blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og da olympiske lege jo blev afholdt til de gamle græske guders ære, blev de hurtigt en torn i øjet på de romerske magthavere. I år 393 e.Kr. forbød kejser Theodosius I afholdelsen af legene.

Herefter gik det tilbage for de olympiske anlæg. I år 420 e.Kr. gav kejser Theodosius II. ordre til, at Zeustemplet skulle ødelægges. To store jordskred i årene 552 og 551 e.Kr. fik store dele af bjerget Kronion til at styrte ned over området, der yderligere blev dækket med et lag mudder på fire til femten meters tykkelse ved floden Alpheios enorme oversvømmelse.

Oldtidens olympiske lege overlevede altså i 1.169 år. Regner vi som en sammenligning dette antal år tilbage fra nutiden, altså år 2000, ville det omtrent svare til den tid i historien, hvor Ansgar kom til Danmark og grundlagde de første kristne menigheder i første halvdel af 800-tallet. Nu overgik de olympiske lege langsomt til glemselen. I de næste 1.500 år var der med lange mellemrum spredte tiltag til en form for genoptagelse af legene, men først i 1894 lykkedes det for den franske baron Pierre de Coubertin at skabe de moderne olympiske lege.

Det er takket være studier af den græske litteratur og de store arkæologiske udgravninger ved Olympia nogle hundrede år senere, at oldtidens olympiske lege ikke er forsvundet i glemselens tåger, og at vi i dag atter har olympiske lege. 

Nutidens olympiske lege 
Den første moderne olympiade blev fejret i Athen 1896, og de olympiske lege i Atlanta i 1996 var indledningen på den 26. olympiade. I Sydney år 2000 indledtes den 27. olympiade og dermed den første olympiade i det nye århundrede.

Sydney-legene er ikke de syvogtyvende i rækken af olympiske lege. Tre gange har man måttet aflyse:
Legene i Berlin 1916 måtte aflyses på grund af første verdenskrig, der varede fra 1914 til 1918.
Det var desuden besluttet, at sommerlegene i 1940 skulle have været holdt i Tokyo, men på grund af japanernes overfald på Kina, blev de flyttet til Helsinki. Her måtte man dog aflyse på grund af Sovjetunionens overfald på Finland.

Også i 1944, hvor legene skulle have været holdt i London, blev de aflyst på grund af anden verdenskrig, der varede fra 1939-1945.

Siden 1948 har de olympiske lege været afholdt hver gang uden afbrydelse. Mens der i de 52 år fra 1896 og frem til 1948 blev afholdt ti olympiske lege plus ekstralegene i 1906, er der i de 52 år fra 1948 og frem til 2000 blevet afholdt 13 olympiske lege.

Olympisme 
Olympismen er navnet for den idé, der ligger bag de moderne olympiske lege. Olympismen kan også kaldes for den olympiske ide eller den olympiske ånd. 

Tankerne om olympismen var Pierre de Coubertins. For ham at se var det at dyrke idræt at lære at opføre sig efter bestemte regler og værdier. I sport respekterer man sin modstander, man kæmper modigt og selvstændigt, man bruger både sin krop og sin intelligens, og man yder sit bedste. Man lærer gensidig forståelse, venskab, ærlighed og hjælpsomhed. Det er disse værdier, der udgør olympismen.

Gennem sporten kunne man derfor opdrage unge mennesker til at gøre deres til, at verden skulle blive bedre og mere fredfyldt. Ved at lade unge mennesker fra hele verden mødes hvert fjerde år, kunne OL være med til at skabe fred og forståelse mellem mennesker. 

Fællesskabet omkring idrætten er vigtigere end at vinde. Det er nemlig i fællesskabet, at olympismen i høj grad har sin virkning. Ved at så mange som muligt dyrker idræt, vil den give en fællesskabsfølelse blandt folk. Der vil opstå venskab, forståelse og respekt mellem mennesker på tværs af landegrænser. 

De olympiske vinterlege
De første vinterlege blev afholdt i 1924 i slutningen af den 8. olympiade. Fra og med den tid nummereres de, hver gang de afholdes. Vinter-OL i Salt Lake City 2002 var således de 19. olympiske vinterlege.

Inden vinterlegene blev indført i 1924, havde man haft vinteridrætsgrene på det olympiske program ved sommerlegene. I London 1908 havde man således kunstskøjteløb på programmet. Det havde man også i Antwerpen 1920, hvor man endvidere havde ishockey med.

Indtil 1992 har der været holdt vinterlege for vinteridrætsgrene i det samme kalenderår som de olympiske lege, men på IOC-sessionen i 1986 blev det besluttet, at man fra 1992 ville holde vinterlegene hvert fjerde år, forskudt med to år fra sommerlegene. De første vinterlege, der altså for fremtiden afholdes midtvejs i en olympiade, blev holdt i Lillehammer i 1994. Dernæst fulgte legene i Nagano 1998, og i 2002 legene i Salt Lake City.

Vinterlegene i 1940 skulle have været holdt i Sapporo, men de japanske krigshandlinger udløste, at legene blev aflyst. De blev flyttet først til St. Moritz og siden hen til Garmisch-Partenkirchen, hvor de blev aflyst på grund af krigen. Af samme grund blev vinterlegene i 1944 afflyst. De skulle have været holdt i Cortina d'Ampezzo.

Vinterlegene i 1976 skulle oprindeligt have været holdt i Denver, Colorado, USA, men økonomiske vanskeligheder tvang byen til at melde fra, hvorefter arrangementet så gik til Innsbruck.

Valg af værtsby 
Værtsskabet for afholdelsen af legene tildeles en by og ikke et land eller område. Valget af en by til festligholdelsen af en olympiade tilkommer udelukkende IOC.

Ansøgning om afholdelsen af legene skal fremsættes af den officielle myndighed i den pågældende by med billigelse af den nationale olympiske komité, som skal garantere, at legene vil blive organiseret til IOC's tilfredshed og i overensstemmelse med IOC' krav. Den nationale olympiske komité og den udsete by hæfter solidarisk og hver for sig for alle forpligtigelser, man indgår, og skal garantere fuldstændigt finansielt ansvar for organisationen af legene.

Det olympiske charter, motto og symbol
Det olympiske charter er kodifikationen af de grundlæggende principper samt regler og tillægsbestemmelser, som vedtages af IOC. Dette charter styrer organisationen og udøvelsen af den olympiske bevægelse og fastsætter betingelserne for afholdelsen af de olympiske lege.

Den Internationale Olympiske Komité, IOC, skal sikre det størst mulige publikum til de olympiske lege.

Ingen diskrimination er tilladt under legene imod personer eller nationer på grund af race eller religion.

IOC styrer den olympiske bevægelse og har rettighederne til de olympiske lege og vinterlegene. Dens konstitution og magt er fremsat i de nuværende love og vedtægter, det olympiske charter. De grundlæggende principper i chartret er:

  • Den moderne olympiske bevægelse blev grundlagt af Pierre de Coubertin, på hvis initiativ Den Internationale Sportskongres blev afholdt i juni 1894. Den Internationale Olympiske Komité, IOC, konstituerede sig den 23. juni 1894. 
  • Den olympiske idé er en livsfilosofi, der samtidigt og sammenhængende ophøjer og kombinerer kroppens, viljens og sjælens kvaliteter. Ved at blande idræt med kultur og uddannelse søger den olympiske idé at skabe en livsmåde baseret på glæden ved præstationen, det gode eksempels pædagogiske værdi samt respekten for universelle, fundamentale og etiske principper. 
  • Målet for den olympiske idé er overalt at placere idrætten til gavn for den harmoniske udvikling af mennesket med henblik på at fremme oprettelsen af et fredeligt samfund, der er optaget af bevarelsen af den menneskelige værdighed. 
  • Den olympiske bevægelse, ledet af IOC, har sin oprindelse i den moderne olympiske idé. 
  • Med IOC som øverste myndighed omfatter den olympiske bevægelse de organisationer, idrætsudøvere og andre personer, som accepterer at lade sig styre af det olympiske charter. Betingelsen for at tilhøre den olympiske bevægelse er anerkendelse fra IOC's side. 
  • Målet for den olympiske bevægelse er at bidrage til opbygningen af en fredelig og bedre verden ved at uddanne unge gennem udøvelsen af idræt praktiseret uden diskrimination af nogen art og i den olympiske ånd, som kræver gensidig forståelse præget af venskab, solidaritet og ærlighed. 
  • Den olympiske bevægelses aktivitet er permanent og universel. Den når sit højdepunkt ved at samle idrætsudøvere fra hele verden til den store sportsfestival, de olympiske lege. 
  • "Citius, Altius, Fortius" er det olympiske motto og er latin for: »Hurtigere, højere, stærkere«. Mottoet udtrykker den olympiske bevægelses hensigt, der tager udgangspunkt i, at »... det vigtigste ved de olympiske lege ikke er at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke det at have erobret, men at have kæmpet godt.« Mottoet blev introduceret ved OL i Paris 1924.

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter