Gå direkte til indhold

Det olympiske - organisering og historie

DIF er olympisk komite i Danmark og har ansvaret for den danske OL-deltagelse.

DIF's bestyrelse er national olympisk komite (NOC) for Danmark og repræsenterer dermed dansk idræt over for IOC og de andre olympiske organisationer. DIF arbejder også med udbredelsen af den olympiske idé i Danmark. 

Som NOC er DIF ansvarlig for den danske deltagelse ved OL. Det betyder fx, at DIF fastsætter de danske udtagelseskrav til OL, og udtager både idrætsfolk, trænere og ledere til OL. I praksis sker dette i et tæt samarbejde mellem DIF, specialforbundene og Team Danmark. 

DIF står desuden for alle de praktiske forhold ved OL-deltagelsen, såsom ledelse, rejser, transport og beklædning, foruden kontakten til IOC og værtsbyens organisationskomite.

OL-landsbyen i London med den danske lejr. Foto: Bo Tureby

Det er også DIF, der udtager unge, lovende idrætsudøvere til European Youth Olympic Festival (EYOF), som afholdes hvert andet år, og Youth Olympic Games (YOG), der afholdes hver fjerde år.

Den Internationale Olympiske Komite (IOC)

IOC er en international, ikke-statslig, almennyttig organisation af frivillige medlemmer fra hele verden, som har til formål at lede den olympiske bevægelse i overensstemmelse med det olympiske charter. En stor del af disse opgaver er at vejlede ved organiseringen af de olympiske lege. IOC’s hjemsted er Lausanne i
Schweiz.

IOC udpeger selv sine medlemmer, men blandt disse skal der være repræsentanter for aktive idrætsudøvere og ledere i internationale specialforbund og nationale olympiske komiteer. IOC-medlemmer repræsenterer IOC i deres eget land, dvs. at det danske IOC-medlem, Kronprins Frederik, ikke er Danmarks repræsentant i IOC, men er IOC’s repræsentant i Danmark. Danmark har også et æresmedlem af IOC, Niels Holst-Sørensen, der tidligere var ordinært medlem af IOC.

IOC ejer alle rettigheder til de olympiske symboler, flaget, mottoet, hymnen og de olympiske lege. 

IOC blev dannet den 23. juni 1894 på initiativ af Pierre de Coubertin.

Olympisk klub Danmark er en klub for tidligere OL-deltagere.

70.000 frivillige hjalp til under OL og PL i London i 2012 - som hjælpere til konkurrencer og træning, som dørvogtere, chauffører, administrativt personale, assistenter, vagter osv. De fik som atleterne en oplevelse for livet.

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter