Gå direkte til indhold
DGI og DIF

Bevæg dig for livet

DIF og DGI arbejder i fællesskab frem mod opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Vision 25-50-75

Målet med visionen er at få 600.000 flere danskere til at dyrke idræt og motion i år 2025.

Målsætningen er, at 50 procent af danskerne er medlem af en idrætsforening, og 75 procent af befolkningen er fysisk aktive. Ved opstarten af projektet var status, at 41 procent af befolkningen var medlem af en idrætsforening og 68 procent var idrætsaktive.

Du kan dykke ned og læse mere om Vision 25-50-75 i menupunkterne.

  • Rekord-partnerskab skal gøre danskerne mere aktive

  • Visionen er ikke en fusionsøvelse

  • Jelved bakkede op om visionen

  • Nye og fælles veje til flere idrætsaktive danskere

    Løb, cykling, badminton, håndbold og floorball bliver de første spydspidser i et banebrydende og omfattende samarbejde mellem DIF og DGI. Målet er at få 600.000 flere danskere op af sofaen og i gang med at bevæge sig i 2025.

    Af: Lars Hestbech

    Flere danskere skal snøre løbeskoene, og flere skal spænde cykelhjelmen og give den gas på landevejene. Løb og cykling er sammen med badminton, håndbold og floorball udvalgt til at være de første spydspidser i et historisk samarbejde mellem DGI, DIF og DIF’s specialforbund. 

    Målet er klart: I 2025 skal 75 procent af den danske befolkning være fysisk aktive. Og halvdelen af danskerne skal være med i en idrætsforening. Sådan lyder den fælles Vision 25 50 75, som DGI og DIF står bag. 

    Siden årsskiftet har fælles arbejdsgrupper med repræsentanter fra DGI, DIF og DIF’s specialforbund arbejdet med anbefalinger til nye initiativer og et fremtidigt samarbejde, der skal gøre 600.000 flere danskere idrætsaktive. 

    Flere idrætstilbud til danskerne 
    Og på et fælles visionsmøde mellem de to idrætsorganisationers bestyrelser blev det den 27. august besluttet, at der som en start skal satses på løb, cykling, badminton, håndboldfitness og floorball. I løbet af efteråret skal der således udarbejdes detaljerede projektbeskrivelser inden for idrætterne. 

    »Med beslutningen sætter vi konkret handling bag visionens mål. Der er ingen tvivl om, at danskerne kan se frem til at få mange flere idrætstilbud at vælge i mellem,« siger Niels Nygaard, formand for DIF. 

    Foreningerne er centrale 
    DGI’s formand Søren Møller slår fast, at idrætsforeningerne spiller en central rolle i at opfylde målet om 600.000 flere aktive danskere. 

    »Derfor vil vi fremover have et stærkt fokus på foreningsudvikling, ligesom vi vil sparre med foreningerne om at udvikle attraktive idrætstilbud, som giver flere lyst til at dyrke idræt i en forening,« siger Søren Møller. 

    Der nedsættes bl.a. en særlig arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan idrætsforeningerne kan ruste sig til fremtiden, få flere medlemmer og tiltrække flere frivillige. Det handler bl.a. om foreningsudvikling og kompetenceudvikling. 

    Klart ja til mere samarbejde 
    Inden for løb er der planer om at gøre en særlig indsats inden for nye løbere, og DIF, Dansk Atletik Forbund og DGI er klar til at oprette en fælles eventenhed. Desuden skal der fremover være en fælles organisering af arbejdet med foreningsudvikling, træningskoncepter og løbeskole samt uddannelse. 

    Flere og flere løber, og intet tyder på, at den tendens ændrer sig i de kommende år. Der er også et stigende antal danskere, der cykler, og de to idrætsorganisationer forventer, at endnu flere vil give sig i kast med cykling. Især blandt kvinderne er der et stort potentiale. 

    Badminton er en traditionsrig idræt, men de seneste år er medlemstallet faldet drastisk. Derfor skal der gøres en indsats for at genrejse badminton som en stor voksenmotionsidræt. 

    Samarbejdet mellem DIF og DGI stopper ikke ved de fem idrætter. Der nedsættes samtidig en række arbejdsgrupper, der bl.a. skal se på samarbejde vedr. folkeskolen, på samarbejde med kommunerne og på idrættens fysiske rammer. 

    Og de fem idrætter er blot første fase i samarbejdet mellem DGI og DIF. I de kommende år vil samarbejder inden for andre idrætter også blive undersøgt og sat i gang.

  • Visionsarbejdet på rette spor

  • Ny vision det vigtigste resultat af idrætsreform

  • Mere idræt til danskerne

  • Fælles vision for dansk idræt

Nordea-fonden og TrygFonden støtter visionen med sammenlagt 60 millioner kroner

”Det er en høj overligger, vi her sætter for dansk idræt."

Niels Nygaard, formand DIF

"I de frivillige foreninger får danskerne en dannelse, som de ikke kan købe sig til hos en privat idrætsudbyder."

Kulturminister Marianne Jelved

"Tre begreber går igen i arbejdet, nemlig ejerskab, engagement og faglig indsigt."

DIF's næstformand Preben Staun

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter