Gå direkte til indhold
DGI og DIF

Bevæg dig for livet

DIF og DGI arbejder i fællesskab frem mod opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Vision 25-50-75

Målet med visionen er at få 600.000 flere danskere til at dyrke idræt og motion i år 2025.

Målsætningen er, at 50 procent af danskerne er medlem af en idrætsforening, og 75 procent af befolkningen er fysisk aktive. Ved opstarten af projektet var status, at 41 procent af befolkningen var medlem af en idrætsforening og 68 procent var idrætsaktive.

Du kan dykke ned og læse mere om Vision 25-50-75 i menupunkterne.

  • Rekord-partnerskab skal gøre danskerne mere aktive

  • Visionen er ikke en fusionsøvelse

  • Jelved bakkede op om visionen

  • Nye og fælles veje til flere idrætsaktive danskere

  • Visionsarbejdet på rette spor

    600.000 flere danskere skal have pulsen op og dyrke idræt i 2025. Det er DGI’s og DIF’s fælles vision, og visionsarbejdet blev sparket et vigtigt skridt videre på en visionskonference den 20. juni.

    Af: Torben Lollike

    Flere kvinder skal i gang med at cykle, 60+’ere skal i højere grad opleve glæden ved at svømme, og motionisterne skal have masser af løbetilbud. Det er blot nogle af de mange konkrete bud på, hvordan DGI og DIF ved fælles kraft og sammen med idrætsforeningerne kan gøre flere danskere aktive. 

    DGI og DIF satte i november 2013 gang i den ambitiøse vision 25 50 75, der går ud på, at i år 2025 skal 50 pct. af den danske befolkning være medlem af en idrætsforening, og alt i alt skal 75 pct. af danskerne være idrætsaktive.  

    Og skridt for skridt kommer de to idrætsorganisationer nærmere, hvordan visionen skal føres ud i livet og gøre flere danskere aktive. 

    Ejerskab, engagement og faglig indsigt
    Fredag den 20. juni var 150 repræsentanter fra DGI, DGI’s landsdelsforeninger, DIF og specialforbundene samlet i Idrættens Hus for at få præsenteret den afsluttende rapport, som visionsgruppen har udarbejdet siden den første visionskonference i marts i år. Visionsgruppen er en tværgående gruppe med repræsentanter fra såvel DIF som DGI.

    »Der har været travlt siden marts, og der er virkelig blevet arbejdet. Visionsgruppen har holdt otte møder, og der har været 35 arbejdsgruppemøder i syv idrætter. Tre begreber går igen i arbejdet, nemlig ejerskab, engagement og faglig indsigt,« sagde DIF’s næstformand Preben Staun ved konferencen.

    DGI’s næstformand Birgitte Nielsen supplerede:

    »Visionen er lige nu DGI’s og DIF’s vision. Det er tanken, at vi skal gøre den til danskernes og beslutningstagernes vision. Vi skal have fat i 600.000 danskere inde for de næste ti år. Men selvom vi holder fast i kvantiteten, så skal det ikke være uden kvalitet,« sagde hun. 

    Fokus på foreningsudvikling
    Syv idrætter præsenterede på konferencen deres forslag til, hvordan flere danskere kan gøres fysisk aktive: Motionsløb, motionscykling, badminton, svømning, håndbold, floorball og petanque. Desuden fremlagde visionsgruppen anbefalinger inden for uddannelse og foreningsudvikling, gadeidræt samt mere idræt og bevægelse i folkeskolen.  

    Forslagene fra idrætterne har forskellig karakter. Lige fra dem, der vil gå ’all in’ og være fælles om en hel aktivitet, og til dem, der vil samarbejde om udvalgte projekter. Men det gik igen i alle idrætter, at der skal være fokus på foreningsudvikling.

    Visionskonferencen bød på god stemning og stor vilje til mere samarbejde. Konferencen viste, at der fremadrettet skal være et stærkt fokus på foreningsudvikling, så samarbejdet bliver til gavn for alle idrætter under de to hovedorganisationer. 

    DIF’s og DGI’s fælles visionsgruppe trækker nu i arbejdstøjet igen og samler trådene i en indstilling til DIF’s og DGI’s hovedbestyrelser. Næste vigtige skridt for vision 25 50 75 og målet om 600.000 flere aktive danskere er således den 27. august, hvor hovedbestyrelserne i de to idrætsorganisationer holder et fælles møde.

  • Ny vision det vigtigste resultat af idrætsreform

  • Mere idræt til danskerne

  • Fælles vision for dansk idræt

Nordea-fonden og TrygFonden støtter visionen med sammenlagt 60 millioner kroner

”Det er en høj overligger, vi her sætter for dansk idræt."

Niels Nygaard, formand DIF

"I de frivillige foreninger får danskerne en dannelse, som de ikke kan købe sig til hos en privat idrætsudbyder."

Kulturminister Marianne Jelved

"Tre begreber går igen i arbejdet, nemlig ejerskab, engagement og faglig indsigt."

DIF's næstformand Preben Staun

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter