Projektet går målrettet efter at give aldersgruppen 20-55 år de bedste muligheder for at komme i gang med den teknisk krævende sport. Den forudsætningsløse spiller kan have svært ved at kaste sig ud i lange grundlinjedueller fra dag et. Derfor er hovedessensen i udviklingsprojektet et introduktionsforløb for voksne, der strækker sig over et begrænset antal uger.
Hovedessensen i introduktionsforløbet er Play & Stay-konceptet, hvor man spiller på mindre baner med langsommere røde, orange og grønne bolde. På den måde får man fuld glæde af spillet med det samme, og herefter kan spillerne gradvist arbejde sig frem mod fuld bane og traditionelle – gule – bolde.
Alle klubber i Danmark tilbydes ”nybegynderpakken”, som ud over redskaber til Play & Stay også inkluderer ketsjere, bolde, øvelseshæfter og stævnemanualer. Samtidig vil udviklingsprojektet indeholde en voksenintroduktion-efteruddannelse af klubtrænere.
Ud over voksenintroduktionen medfører udviklingsprojektet også en ændring af kontingentstrukturen for klubberne. Nyskabelsen er et begrænset medlemskab, hvor klubber med maksimalt 75 registrerede spillere kan blive medlem af Dansk Tennis Forbund for et nedsat beløb og få adgang til flere af tennisforbundets tilbud som blandt andet kurser og kollektive forsikringer.
Læs mere om Play & Stay-konceptet.
Danmarks Idræts-Forbund Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby tlf. 43 26 26 26 dif@dif.dk