Nyt antidopingregelsæt fra 1. oktober 2009
Af: Jakob Draminsky
Bestyrelserne i Anti Doping Danmark og Danmarks Idræts-Forbund har vedtaget et nyt fælles regeldokument med titlen ”Nationale antidopingregler”, der fra 1. oktober 2009 gælder for de danske idrætsudøvere, der er omfattet af de internationale antidopingregler i World Anti-Doping Code (det internationale kodeks for antidoping, herefter kodekset).
Anti Doping Danmark (ADD) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har begge tiltrådt kodekset, og de nye ”Nationale antidopingregler” er udarbejdet og implementeret i overensstemmelse med de ansvarsområder og forpligtelser, ADD og DIF hver især har i henhold til 2009-versionen af kodekset.
I forhold til det etablerede samarbejde mellem ADD og DIF har ADD ansvar for planlægning og gennemførelse af det nationale dopingkontrolprogram, mens DIF varetager den del af resultathåndteringen, der vedrører positive prøvesvar og sanktionsudmåling.
”Både DIF og ADD har siden 1. januar 2009 haft regler på plads for hver vores kompetenceområder, sådan som vi er forpligtede til i henhold til kodekset. Men nu har vi sammenskrevet reglerne, sådan at der fremover kun vil være ét dokument, der samlet udgør de nationale antidopingregler. Der er ikke lavet ændringer i forhold til de regler, der har været gældende siden 1. januar i år”, siger Jens Evald, formand for Anti Doping Danmark.
De nationale antidopingregler afløser således hhv. DIF’s eliteregulativ og ADD’s nationale antidopingregler, som har været gyldige siden 1. januar 2009, hvor det reviderede kodeks trådte i kraft.
”Hensynet til de danske idrætsudøvere har været katalysator for at udarbejde et fælles regelsæt, som omfatter begge organisationers ansvarsområder. Det betyder, at danske idrætsudøvere fremover kun behøver at orientere sig i ét regelsæt”, siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts-Forbund.
De nationale antidopingregler vil kunne findes på hhv. www.antidoping.dk og www.dif.dk fra 1. oktober 2009.
28.09.2009