DIF udpeger fem OL-kandidater
Af: Casper Hollerup
Fem danske atleter er nu af Danmarks Idræts-Forbund (DIF) udpeget til 'OL-kandidater', da de af DIF vurderes til at være sandsynlige deltagere ved vinter-OL 2010 i Vancouver.
De fem atleters resultater i sæsonen 2008/2009 er enten bedre end eller tæt på kravene til OL-kvalifikation. Men den endelige OL-udtagelse kan først ske omkring 20. januar 2010 - få uger inden OL åbner 12. februar. Det er nemlig først så tæt på OL, at de internationale specialforbund bekræfter antallet af 'nationspladser' til Danmark i henhold til de internationale kvalifikationskriterier.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) udpeger derfor disse 'OL-kandidater' allerede nu af hensyn til OL-planlægningen for de involverede parter: Atleter, trænere/ledere, specialforbundene, Team Danmark og DIF.
"Vi ønsker, at atleterne i de kommende 9 måneder kan forberede sig målrettet mod OL i Vancouver. DIF har derfor i samarbejde med Danmarks Skiforbund, Dansk Skøjte Union og Grønlands Idræts-Forbund udpeget fem OL-kandidater, som fra nu af i praksis behandles som kommende OL-deltagere, selvom vi naturligvis ikke kan garantere den endelige OL-udtagelse på nuværende tidspunkt. F.eks. kan der blive hård kamp om pladsen i langrend," siger OL/Elitechef Jesper Frigast Larsen, der er chef de mission for det danske OL-hold.
OL-kandidaterne er:
- Julie Lundholt, snowboard cross
- Sophie Fjellvang-Sølling, skiercross
- Cathrine Grage, hurtigløb på skøjter
- Jonas Thor Olsen, langrend
- Øystein Slettemark, skiskydning (biathlon). Slettemark repræsenterer Grønlands Biathlon Forbund, som til OL hører under DIF som National Olympisk Komite for rigsfællesskabet.
OL-aspiranter
Ud over OL-kandidaterne har DIF i samarbejde med Danmarks Skiforbund udpeget en række såkaldte 'OL-aspiranter'. Disse atleter har ikke p.t. opnået resultater til at kvalificere sig til OL, men mulighederne for OL-kvalifikation er fortsat til stede, hvis atleterne opnår international fremgang i starten af den kommende sæson.
OL-aspiranter:
- Christian Vial, alpin
- Markus Kilsgaard, alpin
- Yina Moe Lange, alpin
- Sebastian Sørensen, langrend
- Asger Fischer Mølgaard, langrend
- Mai Beldring Henningsen, pukkelpist (freestyle moguls)
De to curlinghold er allerede OL-udtaget
For nylig udtog DIF's bestyrelse som Danmarks Olympiske Komite herreholdet og kvindeholdet i curling, som skal konkurrere ved OL i Vancouver. Navnene er identiske med de spillere, der for nylig deltog ved VM 2009.
Ved vinter-OL i Nagano 1998 var det danske hold på 12 atleter, og det antal overgås til OL 2010, hvor OL-holdet forventes at blive på mindst 15 atleter. I 1998 vandt Danmark sin hidtil eneste medalje ved et vinter-OL med sølv til curlingkvinderne.
OL i Vancouver, Canada, finder sted fra 12.-28. februar 2010.
12.05.2009