Tre idrætsgrene vinder 350.000 kr. til ungesatsning
Af: Casper Hollerup
Unge med interesse for orienteringsløb, volleyball og kajak kan godt begynde at glæde sig. De nævnte idrætsgrene deler nemlig præmien på 350.000 kr. i DIF's konkurrence for specialforbund om at gøre idræt mere attraktiv for unge.
Vinderne af 'Unge i fokus'-konkurrencen blev offentliggjort i dag (6. maj) ved et pressemøde i Idrættens Hus, hvor formand for DIF's breddeidrætsudvalg og medlem af DIF's bestyrelse Thomas Bach overrakte priserne til Dansk Orienterings-Forbund, Dansk Volleyball Forbund og Dansk Kano og Kajak Forbund:
"De vindende forbund viser stor vilje til at se på deres idræt med nye øjne og komme nutidens unge i møde på en ny og spændende måde. Ungdomsidrætten bliver taget ud af de vante rammer og organiseres på helt nye måder, der bliver inddraget ny teknologi, og de unge er selv med til at skabe indholdet og afviklingen. I fokus er de unge, som ikke ønsker at konkurrere på eliteniveau, og det er præcis den målgruppe, der har vist sig vanskelig at fastholde i idrætsforeningerne. De tre nyskabende projekter vil i den kommende tid være blandt fyrtårnene i DIF's igangværende ungesatsning," siger Thomas Bach.
De tre vindere:
Dansk Orienterings-Forbund får 150.000 kr. til deres projekt 'Catching Features Live' (CFL).
CFL bringer den virtuelle sportsverden og den virkelige sportsverden sammen og skaber en mødeplads inden for og uden for idrætspladsen. Turneringer kan foregå som et mix mellem ægte løb i skoven og et virtuelt løb. CFL er baseret på et O-løbs-spil (Catching Features), hvor spilleren på sin pc kan løbe en virtuel orienteringsbane med kort og kompas. Spillet er meget god teoretisk træning i sporten.
CFL skaber - med forbundets egne ord - nye, cool rammer for en nørdet sport og er et incitament for de potentielt frafaldne til at holde ved orienteringssporten i en ellers travl hverdag. CFL har et stort potentiale for events, konkurrencer og spil, mellem computeren og løb i naturen.
Orienteringsforbundet forventer, at CFL kan bruges til både rekruttering og fastholdelse, og at især antallet af de 13-20-årige vil stige på baggrund af CFL (og ikke falde, som er tilfældet nu). CFL vil styrke relationerne de unge imellem, på tværs af klubber, selv over store afstande.
Dansk Volleyball Forbund får 150.000 kr. til deres projekt 'UVX - Ultimate Volley Xperience'.
Alle kan deltage i UVX, der er volleyevents, der typisk foregår om fredagen mellem 18.00 og 21.30. Events kan foregå både ude og inde og for det meste afvikles de i anderledes locations: i en fabrikshal, på byens torv, i en lade etc. Arrangementerne er alkoholfrie. Der er onlinetilmelding op til få timer før eventen begynder. Mellem kampene kan der laves andre aktiviteter - bordfodbold, minibordtennis - i samme location, og der vil være fasttilknyttet dj, flydepuder, hyggehjørne m.m.
'Teenvolley' er den bærende del af UVX-konceptet. Teenvolley henvender sig til de 13-17-årige, og man kan komme ind fra gaden og spillet lykkes for deltagerne med det samme. Piger og drenge kan spille med og mod hinanden; der er kun 2 eller 3 spillere på et hold.
UVX-events der afvikles i tæt samarbejde mellem Dansk Volleyball Forbund og lokale volleyballklubber, og med kommuner og uddannelsesinstitutioner som samarbejdspartnere.
UVX skal være med til at fastholde de mange unge, der kommer op fra det succesrige koncept ’Kidsvolley’. Målsætningen er, at der fra 1. oktober 2008 - 31. december 2009 skal gennemføres 45 UVX-events i samarbejde med 10-15 volleyballklubber med deltagelse af 11.250 unge.
Den tredje præmiemodtager er Dansk Kano og Kajak Forbund, som får 50.000 kr. til 'Kajak-adventurerace'.
Konceptet lægger sig tæt op ad det velkendte, populære adventurerace. Der konkurreres i hold af 3-4 personer, der i løbet af et race skal kappes i mange forskellige discipliner, såsom havkajak, polokajak, turkajak, kano, orienteringsløb, svømning, udspring, klatring og lignende. Det vil være forskelligt fra gang til gang, hvilke discipliner der inddrages.
Ideen er at kombinere de forskellige kajakdiscipliner; at samarbejdet på holdet får en primær rolle; at inddrage andre udendørsdiscipliner; at inddrage navigation - GPS, kompas, kort mv. - og at det kræver mange forskelligartede kompetencer at være med. Formålet er at tilbyde anderledes og nye aktiviteter for unge i 13-18-års alderen og ikke mindst de unge, der ikke ønsker at blive elite-kaproere. Klubberne får et redskab til at træne mere alsidigt, men også målrettet hen imod racet.
Baggrund for DIF's ungesatsning
Hele ni ud af ti børn er medlem af en idrætsforening, men når de bliver teenagere melder andre interesser sig, og alt for mange falder fra. I 2007 var der 10.000 færre unge i DIF-foreningerne i forhold til 2006. Danmarks Idræts-Forbund vil standse ungefrafaldet, og på sigt skal flere unge dyrke idræt. Konkurrencen er et led i denne ungesatsning.
Konkurrencen har vist, at specialforbundene arbejder ihærdigt på at finde nye aktiviteter og fleksible organiseringsformer for at kunne fastholde de unge. 14 forbund fordelt på 12 kvalificerede ansøgninger har deltaget i konkurrencen. En dommerkomite med repræsentanter fra DIF og Center for Ungdomsforskning valgte de tre vindere.
Yderligere oplysninger:
Thomas Bach, formand for DIF's breddeidrætsudvalg, mobil 22 78 96 69
Peter Morell, bredde- og udviklingschef i Dansk Volleyball Forbund, mobil 58 18 58 32
Jette Dina Kreiberg, formand for Børn og Unge udvalget i Dansk Orienterings-Forbund, mobil 21 45 05 31
Kate Balslev, breddekonsulent i Dansk Kano og Kajak Forbund, 40 91 05 13.
06.05.2008