God dansk afslutning på EYOWF
Alpinløberen Frederik Munck Bigom sørgede med en 36. plads for en god dansk afslutning på EYOWF, de europæiske vinterolympiske ungdomslege i Liberec, Tjekkiet.
Frederik startede med nr. 83 af de 102 deltagende løbere, og startnummeret er udtryk for opnåede resultater før konkurrencens start. I forhold til det forventede niveau kørte Frederik sig således hele 47 pladser frem i feltet, så både Frederik selv og trænerne Sven Ullrich og Johnny Albertsen var godt tilfredse efter løbet.
Frederik var efter et par småfejl undervejs selv langt fra tilfreds med sit første gennemløb, som placerede ham som nr. 49, men ligesom i tirsdagens storslalom kørte han langt mere aggressivt i andet gennemløb og avancerede dermed op gennem klassementet.
En hel del løbere kørte ud på den vanskelige bane, og denne skæbne overgik desværre også den anden danske deltager Oskar Vedsted-Jakobsen, der missede en port i det første gennemløb og blev diskvalificeret.
"Med tre placeringer i den bedste halvdel er vore beskedne sportslige målsætninger klart blevet indfriet," siger den danske chef de mission Jesper Frigast Larsen. "Men endnu mere vigtigt er det, at de tre danske deltagere har lært enormt meget under denne uge i Liberec, som vil komme dem til stor gavn i deres videre karriere, og forhåbentlig også virke som inspiration på det fortsatte talentudviklingsarbejde i Dansk Skøjte Union og Danmarks Skiforbund."
Fredagen skal bruges på træning, oprydning og afslutningsceremoni, og det danske EYOWF-hold rejser hjem lørdag formiddag.
Danmarks Idræts-Forbund Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby tlf. 43 26 26 26 dif@dif.dk