Gigtmedicin og idræt
Træning og konkurrence uden brug af smertestillende medicin - hvorfor og hvordan.
Det er både sundt og sjovt at dyrke idræt – men inden for al idræt kan der opstå skader.
En idrætsskade kan betyde, at du må holde en pause eller i værste fald helt ophøre med at dyrke idræt. Derfor er forebyggelse vigtig - og hvis uheldet er ude, er det afgørende, at din skade bliver behandlet, så du forhåbentlig kan vende tilbage til dit aktive idrætsliv uden varige mén.
Idrætsskader behandles sædvanligvis med individuel genoptræning og rådgivning om udstyr evt. suppleret med medicin og i sjældne tilfælde kirurgi. Den medicinske behandling omfatter ofte smertestillende medicin, herunder den gruppe, der betegnes NSAID – i daglig tale gigtmedicin.
Brug og misbrug
Der er situationer, hvor det kan være relevant at bruge gigtmedicin i forbindelse med en skade, men du skal være opmærksom på, at denne type medicin kan medføre alvorlige bivirkninger, som i visse tilfælde er livstruende. Derfor skal du sikre dig, at behandlingen sker under lægelig kontrol.
Samtidig betyder brugen af smertestillende medicin, at kroppens naturlige signal om behov for aflastning og hvile svækkes. Hvis du ikke lytter til dette signal - for eksempel ved at stille smerterne med medicin og så blot fortsætte med den hårde fysiske belastning – risikerer du at få en varig skade, som kan begrænse dine udfoldelsesmuligheder resten af livet.
Derfor er Danmarks Idræts-Forbund, Team Danmark og Gigtforeningen gået sammen om en kampagne om brug og misbrug af smertestillende medicin inden for idræt. Tommy F. Øhlenschlæger, Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og idrætsfysioterapeut Jacob Iversen har bidraget til det faglige indhold. Kampagnen er støttet af Trygfonden.
Disse anbefalinger gælder kun til voksne. Børn skal som udgangspunkt ikke behandles med gigtmedicin for idrætsskader, medmindre det sker i samråd med en erfaren læge.