|
Flere og flere foreninger får øjnene op for betydningen af sammenhængen mellem idrætsaktivitet og sund mad. For at få den bedste idrætsoplevelse kræver det, at udøveren også ernæringsmæssigt er klædt ordentlig på. For meget, for lidt eller forkert mad på de forkerte tidspunkter er en dårlig cocktail for idrætsaktive børn og unge. Madudbuddet i mange sportshalscafeterier ofte er under lavmål hvad angår sundheden. Derfor har en række foreninger lavet madpolitikker eller andre sundhedsforanstaltninger hvad angår mad og idræt.
Sund madpolitik i jeres foreninger Der er helt sikkert også foreninger i jeres forbund, der gerne vil lave en madpolitik. Når I skal vejlede jeres foreninger om hvordan de går systematisk til værks med at lave en sund madpolitik, kan I finde inspiration i det materiale DIF i samarbejde Kræftens Bekæmpelse/Mad i Bevægelse og Fødevarestyrelsen har udarbejdet. Bl.a. i inspirationskataloget ”Maden i idrætten – inspiration til holdning og handling”. (kan downloades fra www.mad-i-bevaegelse.dk/Publikationer). Materialet bygger på erfaringer fra arbejdet med madpolitikker i en række foreninger, som var udpeget til at deltage i et pilotforsøg i 2005-2006.
Til brug for breddekonsulenternes arbejde med at igangsætte og støtte processen i foreningen om at lave en madpolitik kan I hente yderligere hjælp og inspiration til arbejdet i det foredrag/PowerPoint, som Mad i Bevægelse har udarbejdet og som også kan downloades fra ovenstående hjemmeside. Samtidig med at det lægger op til en snak i foreningen om sund mad, indeholder det facts og konkrete idéer til handling.
Et andet godt debatmateriale med facts og gode råd er pjecen ”Hvad skal idrætsaktive børn og unge spise og drikke?” Pjecen, som er rettet mod trænere, ledere og forældre til børn og unge kan downloades gratis via www.dif.dk/publikationer
På mad i Bevægelses hjemmeside finder I også en række videnskabelige undersøgelser og rapporter, som er skrevet i tilknytning til projektet ”Mad i Bevægelse” og som uddyber emnet. Bl.a. finder du undersøgelsen ”Tredje halvleg – en undersøgelse af børn og unges madkultur i sportshaller” og evalueringsrapporten ”Mad og foreningskultur- mellem træghed og rummelighed” samt rapporten ”Sportshalscaféterier som marked for nye og sunde cateringprodukter”.
Stævnesnack Gå forrest som forbund og vis den sunde vej: Indfør Stævnesnack til DM og andre store forbundsarrangementer.
Stævnesnack er en enkel og konkret måde at give et sundt tilbud til de idrætsaktive børn og unge. I al sin enkelhed går konceptet ud på, at I bestiller frugt til det antal portioner à 150-200g som I forventer, at I kan sælge til Jeres stævne. Erfaringer viser, at mellem 10 og 25 % af stævnedeltagerne køber mindst en portion stævnesnack. Indkøbsprisen pr. portion er ca.kr.5,25 og med en salgspris på fx 10 kr. pr. portion er der en fortjeneste på næsten 100 %.
Frugten leveres lige til døren sammen med plastikbægere og udskæringsanvisninger. I kan også bestille en ”værktøjskasse” med udskæringsgrej. Det eneste I skal sørge for er nogle frivillige, som vil bemande frugtboden under stævnet.
Konceptet er afprøvet ved flere lejligheder. Senest i Påsken 2007, hvor der var stævnesnack til fem store Påskestævner i Danmark (Mellem 400 og 4500 deltagere). Dansk Ride-Forbund havde stævnesnack til DM i dressur på Vilhelmsborg i juni 2007.
Læs mere om Stævnesnack og hvordan du bestiller det på http://mad-i-bevaegelse.dk/Ny_halmad/staevnesnack.shtml og rekvirer folderen ”Spis godt – Stævnesnack”. Den fortæller også om hvordan I får stævnesnack til jeres arrangement og er samtidig god at dele ud til dem, der skal involveres i det praktiske. |