Folkeoplysning

Folkeoplysningsloven er en decentral lov og med en rammestyring. Lovens intentioner har altid været at foreningslivet skal støttes med udgangspunkt i de lokale politiske forhold. Det betyder, at de enkelte tilskudsordninger har udviklet sig forskelligt, og der kan derfor i dag være betydelig forskel på støttekriterier og beløbsstørrelser i kommunerne.

Folkeoplysningsloven fastslår blot, at loven skal sikre offentlige tilskud m.v. til den frie folkeoplysende virksomhed, der bygger på fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag.

Kommunen skal give tilskud til aktiviteter for børn og unge og kan give tilskud til aktiviteter for voksne. Herudover skal kommunen stille ledige offentlige lokaler og udendørsanlæg til rådighed og give tilskud til private lokaler.

Idrætten må dele med andre aktiviteter
Kommunen fastsætter og fordeler årligt en beløbsramme til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde. Og det kan godt være andet end idræt. Fx kan politikerne i kommunen beslutte at dele af beløbsrammen skal bruges til musikgarder, ungdomsklubber eller lignende.

Det er den enkelte forening, der bestemmer, hvordan tilskuddet skal bruges.

Kommunen fastsætter en tilskudsmodel ud fra lokale forhold. Det betyder, at kommunen skal give forhøjet tilskud til fx særlige aktivitetsformer og personer med særlige behov. Tilskuddet kan sættes i forhold til den samlede kontingentbetaling, herunder bidrag som foreningens medlemmer skaber ved deres arbejdsindsats, og anden deltagerbetaling.

Endeligt er det sådan, at hvis kommunen giver tilskud til foreningernes egen disposition, sker det efter objektive kriterier og udbetales ratevis forud, eventuelt som a conto beløb. Hvis kommunen giver tilskud til specifikke formål, skal tilskuddet bruges til netop det. Tilskuddet kan udbetales efter regning, når aktiviteten har været afholdt.

Se Folkeoplysningsloven.