Seksuelle krænkelser
Undersøgelser har vist, at der findes trænere og ledere inden for idrætten, som krænker børn seksuelt. DIF tilbyder specialforbund og foreninger rådgivning og information om emnet.
Som andre steder i samfundet forekommer der også indenfor idrætsverdenen seksuelle overgreb mod børn - dog i meget begrænset omfang. DIF har bl.a. på den baggrund besluttet at tilbyde specialforbund og foreninger rådgivning samt bistand i konkrete sager om seksuelle krænkelser.
|
Forebyggelse En væsentlig opgave i specialforbundene er at informere medlemsforeningerne om vigtigheden i at udarbejde en samværspolitik eller leveregler.
Levereglernes opgave er at forebygge overgreb mod børn og dermed beskytte dem. Men de er også væsentlige for at undgå, at trænere, instruktører og ledere bringer sig selv i situationer, som kan medføre mistanke om upassende adfærd eller krænkelse af børn.
Som inspiration til arbejdet har DIF udarbejdet pjecen ”Det uhørte overgreb”, som beskriver emnet, og giver ideer til levereglerne. |
|

|
Pjecen er et værktøj til breddekonsulenten eller andre i specialforbundet, som arbejder med området, men pjecen kan også bruges af foreningen til selv at igangsætte dette arbejde.
Lovgivning om børneattester
Den 1. juli 2005 vedtog folketinget en lov, som gør det lovpligtigt for foreninger at indhente børneattester på de trænere, instruktører og ledere, som er i direkte og vedvarende kontakt med børn under 15 år.
En børneattest indeholder oplysninger om en eller flere af følgende typer lovovertrædelser:
- Incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
- Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
- Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år
Børneattesten skal indhentes før en forening tilknytter en træner, leder, instruktør mv., som beskæftiger sig med børn under 15 år. Hvis en træner arbejder med børn under 15 år i flere foreninger, skal hver forening indhente en børneattest. En træners børneattest fra en forening kan således ikke anvendes i andre foreninger.
- Vejledning til idrætsforeninger om indhentelse og håndtering af børneattester
- Blanket til indhentelse af børneattester
Underretningspligt til DIF
Ingen specialforbund eller foreninger under DIF kan tilknytte en person (lønnet eller ulønnet), som skal varetage børne- eller ungdomsarbejde, hvis personen tiltales eller dømmes eller tidligere er dømt efter straffelovens bestemmelser om seksuelle krænkelser mod børn og unge. Specialforbundet eller foreningen er forpligtet til at underrette Danmarks Idræts-Forbund, så snart der opnås kendskab til eventuelle forhold.
Når specialforbundet eller foreningen har underrettet DIF, vil DIF's bestyrelse hurtigst muligt træffe afgørelse i sagen og vurdere, hvor længe den pågældende person skal udelukkes fra at varetage børne- og ungdomsarbejde i alle specialforbund og foreninger under DIF.
Alle mistanker og sager underrettes til DIF:
Danmarks Idræts-Forbund
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Att. konsulent Jan Darfelt.
Mistanker og sager kan også ringes ind på tlf. 43 26 20 31 eller sendes pr. mail til Jan Darfelt.
Rådgivning
Uanset om du som folkevalgt eller ansat i et specialforbund arbejder med området seksuelle krænkelser, vil du opdage, at området er særdeles vanskeligt at formidle. Det betyder, at vejledning om forebyggelse, information om børneattester samt rådgivning i konkrete sager kan være både svært og ubehageligt.
I sådanne situationer opfordrer vi dig til at kontakte DIF konsulent Jan Darfelt , som har mange års erfaring i rådgivning på området.